EnglishDTU.dkIndeksKontaktTelefonbogPortalenAlumnenetværk
DTU Informatik
Danmarks Tekniske Universitet
Danmarks Tekniske Universitet

"Jeg har en meget forstående hustru"

Femten års arbejde kulminerer den 9. november for Jan Hesthaven. Den adjungerede professor skal forsvare sin doktorafhandling.

/upload/imm/maries billeder/jan_hesthaven_pix3.jpg

foto: John Abromowski

 

Den 9. november bliver der sat et endeligt punktum. Efter femten års forskning i matematiske metoder skal Jan Hesthaven forsvare sin doktorafhandling. Det har været en lang, sej kamp, som han selv beskriver således:

 

”Det arbejde, jeg har beskrevet i min afhandling, strækker sig over næsten 15 år og har i perioder optaget meget af min tid og opmærksomhed. Det har betydet, at mange andre ting er blevet tilsidesat, og det ville aldrig have lykkedes uden en meget forstående hustru. Vi har for eksempel aldrig haft mere end en uges sammenhængende ferie i 15 år,” fortæller Jan Hesthaven.

 

Professor Per Christian Hansen er formand for det bedømmelsesudvalg, der skal vurdere Jan Hesthavens afhandling, og Per Christian beskriver hans forskning som fremragende matematik:

 

”Jan arbejder med matematiske metoder, som kan lave mere nøjagtige simuleringer, end man tidligere har kunnet gøre.  Dette er særdeles vigtigt, idet kravene til vores modeller er, at de bliver stadig mere realistiske og dermed tillader os bedre og bedre at kunne bruge computeren til at forudsige ’virkeligheden’. Derfor er Jan Hesthavens forskning særdeles vigtig,” fortæller Per Christian Hansen.

 

For at forstå Jan Hesthavens forskning, er man først nødt til at have en forståelse for, hvordan en computer arbejder. For selvom det måske ikke altid føles sådan, så gør computeren faktisk kun, hvad vi programmerer den til at gøre. Så når vi bruger computeren til at simulere eller designe broer og medicin, er det vigtig at vores programmer er så gode som muligt. Men programmerne kan kun fungere optimalt, hvis matematikken bag er korrekt, og set i det perspektiv er Jan Hesthavens forskning altafgørende:

 

”Jan er via sine nye matematiske teknikker med til at rykke grænserne for, hvor gode og pålidelige computersimuleringer vi kan lave.  Jan sidder ikke og skriver programmer til at designe en bro, men vi er afhængige af hans nye matematiske metoder for at kunne lave de nøjagtige simuleringer og pålidelige designs, vi har brug for i fremtiden,” fortæller Per Christian Hansen

 

Jan Hesthaven er naturligvis stolt af at bidrage med nogle bedre matematiske metoder, men hans mangeårige forskning har også en anden tilfredsstillelse for ham:

 

”Det er dels en personlig tilfredsstillelse, som at klatre i bjerge og dykke i dybder, men det er også en måde for mig at sige tak til DTU Informatik for alt den støtte, de har givet mig gennem årene. En måde at vise omverdenen at der stadig er stort behov for udvikling af matematik og metoder, og at det også kan gøres på højeste niveau gennem en uddannelse på Informatik og DTU,” fortæller Jan Hesthaven.

 

Jan Hesthaven forsvarer sin doktorafhandling den 9. november klokken 14 i bygning 101 A, mødelokale 1.

Udover Per Christian Hansen består bedømmelsesudvalget af: professor David A. Kopriva, Department of Mathematics, Florida State University, Tallahassee, USA og professor Einar M. Rønquist, Institutt for Matematiske Fag, NTNU, Trondheim, Norge.

 

Læs her artikel om Jan Hesthaven i DTU Avisen og DTU.dk

 


30.10.09 af
TopTilbage
Richard Petersens PladsDTU - Bygning 3212800 LyngbyTlf. 4525 3351EAN-nr. 5798000430204